Om Bjerregård.

Fra "baggårds pony" til International Champion.


Stutteri Bjerregaard, der ligger ved Hovedvej A 13, lidt nord for Nr. Snede, i Jyllands hjerte, ejes af Flemming og Jette. Ponybestanden tæller 24 avlshopper og 10 avlshingste samt ungdyr af egen avl.

Her er folk nemlig velkommen – både Flemming og jeg er altid klar til en fremvisning eller en heste snak.

Alt har som bekendt en begyndelse

Det var lidt af et tilfælde, at vi begyndte som avlere af welsh ponyer. Vores første hest var en welsh vallak ved navn Bohemo Aladdin, der blev købt som min ridehest. Han blev efter et par år solgt og så havde vi en periode uden ponyer. Nok mest fordi vi på det tidspunkt drev en gård med malkekøer, der tog al vores tid.

Men interessen for welsh ponyer lå hele tiden og lurede i baggrunden, så da vi i 1980 endnu engang skulle have en hest - denne gang en pony til vores børn - købte vi en welshlignende pony. Den blev kørt ihjel i 1982, så vi måtte på den igen.

Tiden havde modnet tanken om at få et føl eller flere. Derfor var enige om, at den næste pony skulle være en welsh med stamtavle. Vi satte derfor en annonce i avisen om køb af en rigtig welshmen sikke en forvirring med alle de forskellige sectioner. Vi kunne slet ikke finde ud af det.

Køb af stamhopper

Enden på visen blev dog, at vi købte Mille, som vi fik kåret i 1984, og det skulle vise sig at være et godt køb. I 1985 kom hingsten Langås Trinket til. Han blev købt til børnene at ride på, men blev hurtigt – sammen med Mille - starten på det stutteri vi har i dag.

Nu var interessen for alvor vagt. Vi syntes ikke rigtig at to ponyer var nok, så vi ledte overalt efter flere ponyer til at avle på. Men det var ikke sådan ligetil at finde nogle gode avlsdyr, for hvad er et godt avlsdyr? Det i sig selv tager tid at lære at finde ud af og forstå..!

Her kom tilfældighedernes gunst rigtig ind i billedet, for på en bilkirkegård på Fyn fandt vi den radmagre hoppeplag Krogensgaards Bunny, der sammen med sin mor,Krogensgaards Fie gik rundt mellem skrotbiler og levede en ussel tilværelse. Og det er jo ikke just sådan et sted man normalt søger sit avlsmateriale. Men vi kunne se, at der var noget ved hende Bunny, og kunne ikke nænne at lade dem blive hos skrothandleren, så vi købte dem begge.

Man skal tro på sig selv

Som avler skal man turde tro på sig selv. At vi så rigtigt da vi købte Bunny og Fie har vi siden fået bekræftet mange gange, for trods Bunny's usle tilstand på bilkirkegården skulle det vise sig, at købet af begge hopper var et hit. Bunny blev kåret i 1. klasse i 1990. I 1993 blev hun Best In Show ved Welsh kåringen i Danmark og i 1994 blev hun International Overall Supreme Champion ved InternationaltShow i Schweiz!  For Bunny har leveret 2 avlshingste, hvoraf vi har beholdt den ene, Bjerregaards Tayer (kåret i 1 kl. i 2002), hvis blodlinier er spændende for os. Og dertil kan tilføjes at vi har 11 andre afkom efter Bunny i stalden, heraf 5 generationer i lige linie. Krogensgaards Bunny og Mille blev derfor vores fra begyndelsen vores stamhopper. Det gik dog op for os, at det var bedre selv at lave nogle gode avlsdyr frem for at blive ved at købe nogle, som alligevel ikke var gode nok.

Specielt de første år var det svært til kåringerne, at forstå, at dommeren ikke syntes bedre om vores ponyer, selv om vi selvfølgelig godt kunne se, at de manglede meget for at have den samme udstråling, som de ponyer stutterierne Harvest og Pegasus læssede af på skuepladserne.

Vi henter blodlinier i udlandet

Vi havde nu fået blod på tanden og blev klar over at vi måtte gøre noget andet og mere, hvis vi ville med på ”vognen”, så i 1993 drog vi til Wales, hvor vi købte de tre avlsdyr:

Cennen Schubert, en hingst af Downland-blodlinie (FF: Downland Krugerrand), Sarnau Silver Star - hoppe efter Sarnau Rheolwr og Loveden Patience - hoppe efter Burstye Flavius (FF: Criban Victor, som vi godt kan lide.)

Cennen Schubert har nu 68 registrerede afkom i Danmark, bl.a. Bjerregaards Apollo og Bjerregaard Witek, der begge er kåret i 1 kl. og championat vindere. Begge er avlshingste på Stutteri Bjerregaard i dag.

Loveden Patience er kåret i 1. kl. og mor til Bjerregaards Macon, en hingst efter Rotherwood Winters Tale.

Vi har en idé om, at vi gerne ville have følgende blodlinier ind i avlen: Criban Victor, Downland Krugerrand, Rotherwood Winter Tale, Coed Coch Berwynfa og Wharley Caruso. Og det mix har vi opnået i hingsten Bjerregaards Tayer. Han blev Ungdyrchampion i Sverige 2002, Ungdyr- og Hingstechampion sec. B i Danmark ved Kåring 2002, samt Overall Supreme Champion i Holland ved Merlod Show i oktober 2002, så det ser ud som om vi er på rette vej….!
Det er meget interessant at avle, men man skal selv vide hvad man vil, ellers kommer man ingen vegne. Jeg kan som eksempel fortælle om vores hoppe Bjerregaards Marlon, der på følskuet blev nr. 13 ud af 13 sec. B føl. Hvis vi alene skulle have lænet os op af dommerens bedømmelse, så skulle Marlon vel have været solgt, men vi valgte at beholde hende, og alle odds til trods, blev hun kåret i 1. kl. og bedste sec. B hoppe ved Welsh kåringen i 1994! Marlon er blevet placeret ved Royal Welsh Show med bronze medalje, så det er – som tidligere nævnt - vigtigt også at holde fast ved, hvad man selv tror på.

Udstillinger

Det er med stor succes at vi hvert år rejser rundt i Danmark samt en stor del af Europa for at udstille vores ponyer. Derved opnår vi, at vi får vores stutterinavn anerkendt. Vi har bl.a. eksporteret 18 ponyer til Norge (heraf en avlshingst efter Krogensgaards Bunny) og 7 ponyer til Tyskland.

Vi har opnået særdeles gode placeringer og adskillige Championattitler i både Sverige, Tyskland, Holland og Danmark. De største oplevelser ved udstillingerne har været da KrogensgaardsBunny i 1994 vandt det 10. Internationale Welsh Show, i Schweiz, og 2000 i Hessel, Tyskland, hvor vores hingst Schiwago blev udtaget som den bedste pony inden for welsh racen og hvor han blev den anden bedste inden for samtlige ponyracer.

Vi avler fortrinsvis Welsh Ponyer sec. B, men vi har også nogle enkelte avlsdyr i sec. A, sec. D og sec. F da vi selvfølgelig avler efter den stigende efterspørgsel, der er på alle welsh-typerne.

Hvilket seriøst stutteri vil ikke tage den udfordring op?

Den fremtidige avl på Stutteri Bjerregaard vil i det store og hele blive baseret på de hopper og hingste, vi allerede har investeret penge og tid i, for vi mener, at vi på nuværende tidspunkt har de blodlinier og typer, som vi ønsker at avle videre på. Vi ønsker at fastholde og udbygge det niveau af eksteriør og bevægelse som vi p.t. har opnået så gode resultater med, både herhjemme og i udlandet



Comments